Sandwichbolle m. 50% fuldkorn og friske urter

 

SUNDE SANDWICHBOLLER

Disse fantastiske boller fra Ambassadors for Bread in Denmark, både fylder dig med energi, og så smager de bare så fuglene synger!

Sandwichbolle m. 50% fuldkorn og friske urter - Opskriften giver til 15 færdige stykker.

 

Poolish - Dag 1:

  • 260g. økologisk hvedemel
  • 260g. vand (koldt)
  • 2g. gær
  1. Ingredienserne røres sammen til en klumpfri masse og kommes i en 1,2 l. condi bøtte, hvorefter låget kommes på og poolishen henstår ved stuetemperatur natten over.
  2. Poolishen må maks. stå 16 timer før den anvendes.

 

Tilsætning – Dag 2:

  • 347g. økologisk fintformalet fuldkornshvedemel
  • 173g. økologisk hvedemel
  • 260g. vand (ca. 27°c)
  • 100g. ekstra vand*
  • 20g. fint salt
  • 12g. grofthakket, bredbladet persille
  • 10g. gær
  1. Tilsæt vand, gær, meltyper og poolish i kedlen. Lad dejen ælte i 7 min. ved lav hastighed
  2. Herefter æltes dejen i 2 min. ved høj hastighed. Det ekstra vand tilsættes lidt efter lidt under æltetiden ved høj hastighed. Derefter stoppes maskinen og saltet og urterne tilsættes.
  3. Ælt dejen yderligere i 2 min. ved høj hastighed.
  4. Kom dejen i en oliesmurt beholder, hvorefter den kommes på køl natten over.
  5. Dagen efter tages dejen ud, 2 timer før forarbejdning. Dejen vendes ud på et let melet bord, hvorefter dejen er klar til afvejning.
  6. Vej dejstykkerne af på 95 g. pr. bolle og fold dem let runde. Kom en lille smule olivenolie i silikoneformene, hvorefter de let foldet stykker kommes i, hvorefter de trykkes let ud.
  7. Når alle dejstykker er vejet af, foldet runde og placeret i formene, tildækkes formene med plastik eller et fugtigt klæde, hvorefter de efterhæver i ca. 40 – 45 min. et lunt sted.
  8. Inden indsætning, pensles stykkerne med lidt vand, hvorefter der drysses en valgfri kerneblanding ovenpå.
  9. Bag stykkerne ved 235°c i ca. 13 – 15 min. hvor der ved indsætning, kommes en lille smule koldt vand på en bradepande, som har stået i ovnen under opvarmning, således at der skabes noget damp i ovnen ved indsætning.
  10. Efter afbagning, tages stykkerne op af formene, og placeres på en rist, således at de kan afkøle ensartet.
  11. Stykkerne kan sagtens bages dagen forinden brug, således at de kan gøres klar med fyld, til børnenes madpakkerne næste dag. Stykkerne skal blot efter afbagning og afkøling, pakkes ind, så de holder på fugten.

 

UDSTYRSLISTEN