Luftfrikadeller i lækre omgivelser

Der blev serveret gastronomi på højt niveau i "Helvedes Køkken" i går. Det var bare ikke fra deltagerne. I aftenens udfordring vandt pigerne og blev belønnet med en middag på Søllerød Kro.

 

Søllerød Kro, med køkkenchef Jakob de Neergaard bag gryderne, slog dørene op helt tilbage i 1677 til udsøgte kulinariske oplevelser. Siden 2007 har restauranten haft en Michelin stjerne. Ingen tvivl om det var en bedre oplevelse på alle leder og kanter end drengenes tur på Burger King.

 

Men det var vist også aftenens kulinariske højdepunkt.  Der blev ikke serveret mange retter, forretter vel at mærke, inden Wassim Hallal lukkede køkkenet for anden gang i træk og aftenens afsnit bar tydelig præg af fejl og sjusk fra deltagerne.

 

De køkkenmæssige rammer deltagerne befinder sig i er ellers helt fantastiske, og det må være fedt for nogle af de ufaglærte at være omgivet af kvalitets varer.  Men, kvalitetsudstyr er ikke alt hvad der kræves for at lave lækker mad.  Jeg er sikker på gryden var fin da de kogte iceberg salat, og den lækre Zanussi ovn fungerede helt perfekt som lun opbevarings plads for et kæmpe fad med oksemørbrad.

 

Helt ærligt drenge! I kan vinde 200.000kr. og et inspirationsophold hos Wassim Hallal på Restaurant Frederikshøj på en måned, og så koger I iceberg og må smide et hav af lækre oksemørbrader med trøffel ud fordi de har ligget ved stuetemperatur ovenpå ovnen. Det er bare ikke  godt nok når man skal lave mad på det niveau.

 

Ikke at pigerne i går var meget bedre.  Det er sikkert hårdt at skulle køre service på en gourmet restaurant uden at kende hinandens rutiner osv, men den tilgang de har lagt for dagen er nok ikke løsningen. Wassim kaldte det for en hønsegård, og selvom det lyder groft, viser det jo bare at holdet havde brug for én som tog styringen og fik sendt nogle retter gennem kvalitets kontrollen og ud til gæsterne.

 

Det lykkedes ikke for pigerne i går, og de endte med at sige farvel til Vibeke som ikke fik en chance til hos Wassim.

 

Endnu engang fik vi som seer, lov til at se hvordan et køkken skal se ud og udstyres,  og det må vi bare nyde, for der var ikke meget andet at nyde denne gang. Vi må håbe at deltagerne strammer op næste gang og får leveret det der forventes: Knivskarp Gastronomi.

 

Aftenens tip fra Wassim:

 

  • ”Har du hørt om en sprøjtepose, ” sagde Wassim på et tidspunkt, hvor en deltager var i gang med at lave en forret. Ja vi kan kun være enige, sprøjteposer er fantastiske, når man skal anrette mad.