KOKKENS VEN – STRYGESTÅLET!

Der findes 3 forskellige slags strygestål – det traditionelle, det keramiske og diamant strygestålet. Det er en suveræn ide at holde sine knive vedlige – om du gør det på slibesten eller med strygestål er op til dig, og gør det for at give dine gæster den bedste madoplevelse. Gør det regelmæssigt, så du vedligeholder skarpheden og forlænger levetiden.

 


DET TRADITIONELLE

Fås som rundt, firkantet eller ovalt. Overfladen spænder fra meget fint til groft og vælges ud fra, hvor medtaget æggen på kniven er. Selv om strygestålet stort set ingen slibende effekt har, bruges det til at genoprette æggen, der ofte væltes ved brug og dermed er med til at gøre kniven sløv.

Det traditionelle strygestål er perfekt til almindelige knive – men kan ikke anbefales til hårdtstålsknive som Tojiro, Take-Fu og Ryusen Hamono, da disse let kan ”chipse”.

DET KERAMISKE

Skal man slibe Tojiro, Ryusen Hamono, Take-Fu og andre hårde knive, er et keramisk strygestål fremragende. Det er som skabt til hårdtstålsknive, men kan også bruges til alle andre knivtyper. I modsætning til det traditionelle strygestål har dette en slibende effekt, og derfor skal det bruges med omtanke, da forkert brug ikke skærper, men derimod ødelægger æggen på kniven. Bruges det korrekt, kan man forlænge æggens levetid markant! Dette er det, vi varmest anbefaler!

DIAMANT STRYGESTÅL

Som navnet antyder, er dette strygestål besat med industridiamanter, hvilket også gør det effektivt, når det gælder slibning. Blot efter 2-4 strøg på kniven kan man mærke en markant forskel. Derfor bør man også være rutineret og dygtig til at bruge de øvrige strygestål, inden man kaster sig over denne type, da man ellers vil forårsage mere skade end gavn. Når man først behersker teknikken, er det et formidabelt redskab til alle knivtyper, blot man er forsigtig ved strygning af hårdtstålsknive. Og så skal man altid afslutte med strygning på et almindeligt eller et keramisk strygestål.