HWL besøger restaurant Enomania

HWL besøger restaurant Enomania

Det småkontroversielle Sokrates citat: ”Vi lever for at spise og spiser ikke for at leve” passer skræmmende godt til Damiano Albertis og Charlotte Skov Baks lille bistro Enomania på Vesterbrogade.

Det var gråt og kedeligt – så kedelig som vinteren nu engang kan være midt i november måned – da vi nærmest ved et tilfælde trådte ind ad døren på Vesterbrogade hos Damiano og Charlotte.

Overraskende nok, stod espressoen klar, før vi havde nået at tørre fødderne eller smide jakken. Det ville vi ikke have dvælet over ved et hvilket som helst andet restaurantbesøg, men Enomania føles meget ’hjemlig’ – det virker lidt som et sted, hvor man stiller skoene og hænger jakken, før man går ind.

Vi kendte ikke meget til restauranten eller historien bag den i novembers. Vi var ikke klar over, at restauranten var stuvende fuld hver aften, eller at mange af gæsterne er stamkunder som kommer igen og igen.

Vi havde heller ikke helt bidt mærke i Bib Gourmand udmærkelsen som Enomania fik i både 2011 og 2012.

Nej, grunden til at vi var interesserede i Enomania var, at flere personer uafhængigt af hinanden, i løbet af efteråret 2012, havde opfordret os til at skrive om den helt unikke atmosfære, restauranten efter sigende skulle besidde.

”Damiano kommer ud til dig om lidt!”, Charlotte smiler, mens hun forsvinder ind og ud af køkkenet. Charlotte, som det skulle vise sig, har spillet en større rolle i Enomanias historie end som så.

Kokken og sommelieren, Damiano, er fyldt med en smilende og smittende italiensk charme! Han har samlet sin erfaring i forskellige køkkener i Schweiz, Italien og Danmark, før han for lidt over tre år siden, sammen med Charlotte, åbnede Enomania.

Enomania har altid været Damianos helt store drøm: En lille restaurant, hvor han kunne dele sin passion for mad og vin med andre entusiaster på sine helt egne præmisser.

Som han fortæller, kastede han og kæresten sig ud i projektet Enomania på grund af Damianos frygt for at vågne op som en gammel mand en dag, uden at have udlevet sin største drøm. Dét, og så et kærligt los bagi af kæresten! ”Som Charlotte sagde til mig, kort inden vi begyndte at kigge på lokaler, enten kaster du dig ud i det eller også, stopper du simpelthen
med at snakke om det.”

Restaurantens kælder betragter Damiano som sin egen! Han startede allerede med at købe de første flasker vin til kælderen ti år inden, at restauranten blev til en realitet. Og siden dengang, har han ikke købt én eneste flaske vin, han ikke selv til hver en tid ville drikke – ”jeg mener, det er jo mig, der kommer til at drikke den i sidste ende, hvis ikke den bliver solgt!”

Damiano spørger, om vi kan snakke videre i køkkenet. Hvorefter, resten af interviewet er akkompagneret lydene fra en kæmpemæssig gryde fyldt med hummere, som har stået og simret hele dagen.

Og når restauranten er fuld, bevæger Damiano sig rundt som en vært blandt gæster i hans eget hjem. Han mener, at gæsten skal føle sig forkælede! Gæsten skal komme igen, og så skal Damiano vide, hvad han fik sidst, og dermed også, hvad han ville sætte pris på denne gang. “Det er derfor at halvtreds procent af vores gæster er folk, der kommer igen. Og mange af dem er faktisk blevet vores venner!” Og, hvis jeg ikke tager meget fejl, er det lige her atmosfæren stammer fra!

Enomania er i den grad en drøm, der er gået i opfyldelse – det er tydeligt at mærke, og det smitter simpelthen. Der er så mange entreprenørdrømme, og så få af dem bliver udlevet. Enomania er i dén grad et besøg værd, mest af alt fordi, at både maden, vinen og stemningen kommer direkte fra hjertet!